Inhabil

Denne tekst udkom første gang i mit nyhedsbrev Nerdy by Nature 18/9 2020. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Jeg er blandt de over 1600 personer, der har skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde. I mit første job – et tre måneders vikariat – hev chefen mig en dag tilbage, fordi vi skulle tale om min påklædning. Den måtte gerne være lidt mere feminin. Til jobsamtaler er jeg blevet spurgt til planer om børn. Da jeg som grøn journalist på Ekstra Bladets nyhedsredaktion begyndte at få kønnede trusler fra læserne, fik nogle af mine kollegaers reaktioner mig til at betvivle om jeg nogensinde blev “rigtig journalist”. For en “rigtig journalist” havde hår på brystet og tog sig ikke af, når en læser skrev, at man fortjente at blive voldtaget.

Det er 47 år siden, at Suzanne Brøgger skrev Fri os fra kærligheden. Et af essayene i bogen handler om voldtægt, både hendes egen og voldtægt som det samfundsfænomen, det er. Og essayet er, med det lille forbehold, at vores lovgivning netop er blevet ændret, skræmmende aktuelt.

For et af temaerne i essayet er nemlig kvinders medskyldighed i overgreb. Brøggers tese er, at vi har en social konvention, hvor kvinder aldrig er ofre, men altid medskyldige. Det er det, der den dag i dag stadig betyder, at voldtægtsofre bliver spurgt til deres påklædning. Og nok er der et stykke fra voldtægt til mikroaggressioner og voldtægtstrusler, men de er alle del af samme sexistiske kultur, som betyder, at det er min egen skyld, at jeg bliver ked af det, når jeg modtager voldtægtstrusler fra en læser. Det er min skyld, at jeg ikke passer bedre ind i kulturen på redaktionen.

En anden interessant ting fra i sidste uge var nyhedschef på TV2 Jacob Kwon og andres mediechefers beslutning om, at kvinder, der har støttet Sofie Linde, samtidig har gjort sig selv inhabile i at rapportere om problemerne med sexisme i mediebranchen. For det skete sjovt nok også for Suzanne Brøgger for snart 50 år siden.
Nogle år efter hendes egen voldtægt skrev hun om den. Senere oplevede hun at blive sat under censur af et dagblad. Når man er stået frem som voldtægtsoffer, synliggør man alt det, vi ikke vil se – blandt andet at vores samfund ligestiller liderlighed med vold. Brøgger oplevede at få utallige seksuelle henvendelser fra mænd, da hun havde stået frem. Og det, at man som kvinde altid er mere medskyldig end offer, betød dengang, at Brøgger havde diskvalificeret sig selv som skribent.

Inhabile. Diskvalificerede. Eller måske frataget retten til at kæmpe for forandring, frataget muligheden for at vise, hvordan det reelt er uden at nogen sår tvivl om, at ens nederdel havde en særlig rolle at spille.

Køn gennemsyrer journalistikken ligesom den gennemsyrer alt andet. Ronkedorerne på Ekstra Bladet fik ret i, at jeg aldrig blev en “rigtig journalist”, der som en anden lone rider sidder på redaktionen til midnat, har et mindre alkoholproblem og lever og ånder for en plads på forsiden. Nej, jeg bliver aldrig hende, der bider sig fast i en historie og ikke giver slip, før ministeren er gået af. For jeg skal nå hjem og hente børn. Og selvom jeg brænder for medier, samfund og journalistikken, er jeg nødt til at have surdeje, potteplanter og strikketøj i mit liv til at holde en sund balance. For hvis jeg skal begå mig i en kultur, der på mange måder fortæller mig, at jeg aldrig bliver “rigtig”, så kræver det sgu modvægt.

Jeg er glad for, at sexisme igen kommer på dagsordenen. Og jeg er glad for, at mange påpeger det absurde i Kwons inhabilitetsdekret. Men jeg frygter, at dækningen igen ender under kulturstoffet og kun for lov at leve videre på Journalistens spalter. Når Berlingskes dækning er kulturstof, så vedbliver sexismen og sexistiske overgreb med at være knapt så vigtige individuelle problemstillinger og ikke den strukturelle syge, som det er.

Og hvis du vil vide mere om, hvad en “rigtig journalist” også er, så anbefaler jeg Martine Bentsens læseværdige PhD En rigtig journalist – Hvad køn betyder for journalistikken og for det at være journalist i Danmark.

The promises of big data

“Let’s face it, big data is not going to solve our big social problems, such as global warming, violence, genocide, war, social divisions, sexism, racism, disability, homophobia, water and food security, homelessness, global poverty, health and educational inequality, infant mortality, care for the elderly, and so on. It may help to describe them, to picture them in new ways, to visualise the available data differently, and this may help to communicate the problems to more people. This is certainly an important part to causing change. However, there are significant difficulties in using it to be able to tell us anything especially interesting.” Emma Uprichard, University of Warwick at Discover Society