OnlyFans – paradokser, patriarkatet og porno

Denne tekst udkom første gang i mit nyhedsbrev Nerdy by Nature 29/1 2021. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Forleden faldt jeg over et indlæg, der klandrede TV2News’ dækning af OnlyFans for at være for ukritisk (ca 24 minutter inde). Den seneste uge har TV2 blandt andet bragt en TV2 Echo dokumentar, hvor to personer der tjener penge på platformen ved at sælge nøgenbilleder og videoer, deltager.

Kritikken i indlægget gik på, OnlyFans var en form for prostitution og at prostitution er noget, der kræver exitprogrammer for dem, der ønsker at forlade branchen og at de perspektiver ikke var en del af dækningen.

Jeg studsede over indlægget, fordi det lidt lignede den feministiske automatreaktion: “det er synd for kvinder fordi patriarkatet”. Denne version havde mere klang af “nye former for betalt nydelse (i mangel på bedre ord) er synd for kvinder, fordi patriarkatet” og den måde at argumentere på, bliver en tand for reaktionært og unuanceret. For der er ingen tvivl om, at der er en del pointer at udlægge, når det kommer til OnlyFans og jeg kan kun være enig i, at både TV2News og Echo dokumentaren ikke var kritiske nok. Denne udgave bliver hermed et forsøg på at udrede forskellige feministiske perspektiver på platformen.

For dem, der ikke har været på internettet det seneste års tid, så er onlyfans.com et website, hvor indholdsskabere som fx fitnessinstruktører, kokke, kendisser eller sexarbejdere kan tage penge for videoer, billeder eller lignende. Sitet har eksisteret siden 2016. Som fan betaler man for et abonnement på månedsbasis. Man kan også tippe indholdsskaberen for bestemte billeder, ligesom indholdsskaberen kan sælge mere værdifulde (altså mere raunchy) billeder eller videoer. Modsat mange sites som fx Instagram eller Tumblr skal man være 18 år for at bruge OnlyFans og tilbyde indhold på sitet. Indtil 2018 var Tumblr ellers hjemsted for meget niche softcore før sitet lavede sine retningslinjer om og en mere puritansk lovgivning i USA gjorde det ulovligt at annoncere for sex på nettet. Så der var et hul i markedet, som OnlyFans snuppede. OnlyFans findes ikke som app, dels på grund af Apples indholdsrestriktioner og dels fordi Apple i så fald også ville skulle have en andel af indtægterne.

Det seneste år, hvor det meste af verden har været siddet fast derhjemme, er OnlyFans eksploderet. Platformen har over 1 million indholdsskabere og er vokset fra 7,5 millioner brugere i november 2019 til omkring 85 millioner brugere globalt i december 2020. I 2020 udbetalte platformen 12,3 milliarder kroner til indholdsskaberne.

Så der er dollars i at tage tøjet af, men kritiske røster har også påpeget, hvordan det kan være rigtig svært for nybegyndere eller indholdsskabere uden et etableret publikum at tjene penge på at lave indhold på OnlyFans. De store og kendte profiler kan måske genere store summer ved at sælge ekslusive nøgenbilleder direkte til deres fans. Men for nyopstartede kan det være hårdt og langvarigt arbejde at skulle nå over tærsklen på $200, der er minimum for at få udbetalt sine penge.

Og nok var der en gang, hvor pornostjerner var stjerner, der tjente store penge. Men det er længe siden. For porno er i dag for det meste gratis. Og det er et af de største paradokser ved OnlyFans, at brugerne gladeligt betaler op til $50 om måneden for at følge en indholdsskaber og dermed se billeder og meget korte videoer, mens man skal betale ekstra for fx et cumshot eller en sprøjteorgasme. OnlyFans kan nemlig hurtigt blive en meget dyr fornøjelse, hvis man typen, der gerne vil følge hele processen (om man så må sige).

Så når internettet flyder over med gratis porno, hvorfor så betale (dyrt) for noget, der er mindre eksplicit? Tja, man kan vel kalde det personlig porno. For på OnlyFans er det relationen mellem indholdsskaberen og brugeren, der kan noget. Her er indholdsskaberen mere som en fræk online kæreste, som man kan have interaktioner med og fantasere om, end en pornostjerne. På TV2News sagde Emma Jensen, der er en ung indholdsskaber, at hun sælger ikke sex. Det er ikke fordi, at hun ikke sælger pornografi. Det gør hun. Men ifølge hende indgår hun i et forhold med sine brugere. Den udtalelse er der en masse interessant i. For så er vi ude i en kommercialisering af relationer – og er det så lidt som at skabe loyale og købedygtige fanfællesskaber på andre platforme (fx instagraminfluencere) eller er vi stadig mere henne i escort-afdelingen? Det har jeg ikke noget svar på.

OnlyFans har også en anden appeal, fordi her, modsat Pornhub og deslige, ikke er ret meget hardcore porno. Det der er, er korte glimt, for den fulde pakke skal du have pengene op af lommen for. Som bruger kan du nemlig betale for, at indholdsskaberen laver den type indhold, som du har lyst til. Det betyder, at diverse kinks kan tilfredsstilles. Og det åbner samtidig op for en større diversitet i indholdet og en større mangfoldighed blandt dem, der skaber indholdet. Fx kan transpersoner eller personer med handikap kan lave pornografisk indhold på deres egne præmisser. Det er stort, fordi de ofte risikerer at blive udnyttet i en industri, der feticherer alle andre end hvide, tynde og storbarmede kvinder. Samtidig giver det dem mulighed for at tjene penge i en verden, hvor transpersoner ofte bliver diskrimineret. Det giver i sidste ende også andre transpersoner den glæde, der er forbundet med at opleve mennesker der ser ud som dem selv i porno. Denne reddit-tråd giver gode svar på, hvorfor mange transpersoner tjener penge på OnlyFans.

Men det er selvfølgelig ikke all fun and games. Sexarbejdere på platformen har kritiseret de store influencere og kendisser, der er strømmet til OnlyFans og hurtigt har været ude og fortælle, hvordan de hiver store indtægter ind på platformen. Det sætter urealistiske forventninger i folk, som ikke har brugt år på at skabe sig et navn og et publikum. For sexarbejde er hårdt arbejde og sexarbejde på OnlyFans er ikke mindre hårdt.

Influenceren Fie Laursen er måske den mest kendte dansker, der er på OnlyFans. Hun har i den forbindelse (igen igen) fået på puklen for at lokke unge (kvinder) i fordærv. Hun har siden maj sidste år lavet voksenindhold på OnlyFans og har tilsyneladende tjent penge nok ved sit arbejde på OnlyFans til at købe et hus i Spanien. Kritikken lyder på, at hun som influencer har mange meget unge følgere, som kunne se sig fristet af at tjene mange penge på noget, som man som voksent og respektabelt menneske helst ikke skal tjene penge på.

Og ja, man skal være kritisk over for folk, som vil lokke andre til at lave porno. I get it. Trafficking er bestemt heller ikke for sjov. Men præmissen for argumentet er, at sexarbejde eller porno ikke er lødigt arbejde, at det er en karrierevej, man ikke bør vælge.

Og det argument har i mine øjne en klang af, at sex er noget, der kun bør foregå mellem to samtykkende individer, hvor der helst er en romantisk relation. Og det er sgu en snæver og utilsvarende kasse at parkere sex i.

En anden del af argumentet handler om, at unge kvinder hurtigt kan få skubbet til grænser, der måske ikke skulle have været flyttet og at de måske ikke kan overskue konsekvenserne af at lave porno. Det tror jeg helt sikkert der er noget i. Jeg synes dog ikke nødvendigvis, at man skal undervurdere unge kvinders evne til at reflektere over deres valg eller deres indsigt i, hvordan digitale medier fungerer.

Anti-prostitutionsfeminister hævder, at prostitution er en udnyttelse af kvinder og resultatet af det patriarkale samfund. Med dette perspektiv har prostitution en negativ effekt både på den enkelte prostituerede og på samfundet generelt, fordi det opretholder negative stereotype forestillinger om kvinder. Og indlægget, som oprindeligt pirrede min nysgerrighed om OnlyFans, tager netop denne side i det, man vel uden overdrivelse kan kalde en dyb kløft i feminismen. Nemlig mellem antiprostitutionsfeministerne, der kalder sexarbejde for prostitution, og på den anden side prosexarbejdsfeministerne, der ser sexarbejde som et legitimt valg for de personer, der vælger det. I dette perspektiv er der forskel på tvungen prostitution som ofre for trafficking udfører og det frie valg til arbejdet, som mange sexarbejdere tager.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at jeg bekender mig til sidstnævnte fløj. Feminisme for mig handler om solidaritet, og at støtte op om sexarbejderes rettigheder, fx retten til at organisere sig, til understøttelse og til at kunne arbejde i tryghed, er for mig det mest solidariske.

Derfor synes jeg også, at måden hvorpå OnlyFans partout skal fremstilles som noget skidt, der tiltrækker svage unge kvinder, der ikke kan sætte grænser og i sidste ende spytter traumatiserede stakler ud, er alt for ensidig.

Vi skal alle tjene penge. Mange podcastere hopper over på Podimo eller på Patreon, hvor deres fans kan betale direkte til dem. Vi journalister smutter på Substack, hvor vi kan tage penge for vores nyhedsbreve. Sexarbejdere, der ikke kan tjene penge, dels på grund af pandemien og dels på grund af faldende indtægter i en branche, hvor produktet altid er gratis, skal også kunne tjene penge. Og ja, der er forskel på at have arbejdet som stripper og begynde at tage penge for det på nettet, og så være 18 og ikke være tør bag øret og så hoppe ud som softcore-indholdsskaber. Men jeg er ikke sikker på, at det er der, fokus bør være.

I stedet kunne vi kigge på, hvilken økonomisk usikkerhed, der gør, at nogle mennesker ser OnlyFans som eneste udvej. Den her skide pandemi har været ekstra hård ved dem, der i forvejen var mest udsatte, som fx sexarbejdere og transpersoner. Og så er det også essentielt at kigge på, at vi i det her felt befinder os i en platformsøkonomi, hvor OnlyFans.com tager 20 procent af en indholdsskabers indtægt. Indholdsskaberne er helt alene og underlagt platformen. Så hvis OnlyFans en dag beslutter sig for at lukke for pornografisk indhold, må de pornografiske indholdsskabere se både deres indtægt og det publikum, som de har knoklet for at opdyrke, forsvinde. De har ingen rettigheder og er ikke organiseret i fagforeninger. De skal selv sørge for at have styr på forsikringer, feriepenge og det at undgå et skattesmæk. Det er prekært, ligesom Wolt-arbejdere og andre gig-baserede job. Samtidig er de modsat fx strippere på en klub helt alene om at håndtere ubehagelige brugere og ligesom de risikerer online trusler, doxxing og lignende.

Det mest interessante ved TV2News dækning var en bemærkning om, at vi jo alle er ansvarlige for de konsekvenser, det har for de mænd og kvinder, der gør sig pornografisk indhold på OnlyFans. Det er os, der har magten til at fordømme andres handlinger eller lade være. Det er os, der kan vælge at se stort på, at nogen har taget tøjet af på nettet, når vi ansætter en ny medarbejder.

Sådan viser du personlighed i dit nyhedsbrev

De bedste nyhedsbreve skaber og styrker relationerne mellem dig og dine læsere. For et nyhedsbrev kan mere end at være et stykke envejstekst. Men at skabe gode relationer kræver, at man viser personlighed – dette indlæg handler om, hvordan du kan det i dine nyhedsbreve.

Nyhedsbreve er af natur en envejskommunikation. Men som afsender er dit mål at fange din læsers interesse. At sende nyhedsbreve er noget du gør, hvis ikke for din læser, så i hvert fald til din læser. Og på den måde indgår du i et forhold, når du udgiver nyhedsbreve.

Måske lyder det lidt corny, men jeg vil faktisk hævde, at det kan være ret så intime forhold. For tænk over det: du lander lige dér, hvor du har din læsers fulde opmærksomhed. Selvom en indbakke også kan være overvældende, så har et nyhedsbrev den fordel, at man lettere kan vende tilbage til det, når man har opmærksomheden med sig.

En anden årsag er, at modsat i feedet på sociale medier skal du ikke kæmpe om opmærksomheden med annoncer for vægttab og venneopdateringer. For en indbakke kan stadig betragtes som et safespace, hvor brugeren (for det meste) kun modtager de ting, hun har sagt ja til. Det betyder også, at der ikke er den samme mængde misinformation og mistillid, som kan præge sociale medier.

Samtidig kan der for nogle være en ret høj barriere forbundet med at tilmelde sig et nyhedsbrev. Du giver et stykke ret værdifuld information, nemlig din emailadresse, til nogen, som du håber vil tage vare på den på en ordentlig måde. Det er en tillid, som man som afsender skal være sig bevidst.

Endelig så overvej: hvordan føles det at læse et nyhedsbrev i forhold til at besøge et website? Mit bud er, at oplevelsen i nyhedsbrevet er mere personlig, blandt andet fordi nyhedbrevet er kurateret, mens websitet er brutto-udgaven.

Senior Associate Dean på Northwestern’s Medill School of Journalism, Tim Franklin siger sådan her om lokale nyhedsbreve:

“An email newsletter is like a friend who checks in every day like clockwork. You don’t have to seek it out. It’s as familiar as a morning cup of coffee. Your loyalty to it grows over time. It’s often brief and respects your time. It makes you smarter. It gives you something to talk about.”

Jeg synes, at han har helt ret, og jeg synes ikke kun det gælder lokale nyhedsbreve, men også de gode nyhedsbreve med redaktionelt indhold, der har forstået, at nyhedsbreve ikke kun er en måde at drive trafik på, men en mere personlig måde at drive medie på.

Det handler ikke kun om dig

For at blive en god nyhedsbrevsven er der et par ting, du som afsender bliver nødt til at overveje.

  1. Det handler om din læser

Det kan godt være, at din mission er at kommunikere hvad der sker med dig og dit firma og alle de fede ting, du har til salg. Men i sidste ende er det læseren, der beslutter om hun vil bruge sin tid på at læse om dig. For dig betyder det, at du bliver nødt til at sætte dig ind i, hvem dine læsere er og hvorfor de er hos dig til at starte med.

  1. Men det handler også om dig

Når man indgår i et forhold, er man pinedød nødt til at give noget af dig selv. Du kan sagtens læsse et helt ton information af på din læser. Det er dog ikke sikkert, at din læser får noget ud af det. Hvis du gør det personligt, har du muligheden for at styrke dit forhold med læseren.

  1. Så hvem er du?

I sidste ende tvinger det dig til at finde ud af, hvem du er og hvordan du er dig. Det er handler selvfølgelig om dit brand. Det er vigtigt at kende for at vide, hvorfra du kommunikerer og hvordan din tone-of-voice er for at kunne lave nyhedsbreve på en ærlig og skarp måde

De bedste nyhedsbreve har en særlig personlig stemme

Det er klart, at din tone-of-voice må hænge sammen med dit brand. Det nytter ikke noget, at Børsen begynder at lyde som en tiktok-teen. Det er utroværdigt. At have styr på tone-of-voice betyder blandt andet, at du ved, hvordan du tiltaler dine læsere, om du må bruge humor og hvordan du i det hele taget formidler dine budskaber.

Personligheden kan man vise på mange måder. Det vigtige er, at man viser den. Det kan være i måden du viser, at du bryder dig om din læser. Det kan også være i måden du omtaler ting på.

At vise personlighed handler igen om at være i et forhold, mere end det at være en, der sender nyheder til nogle andre. Som afsender har du selvfølgelig et behov for at kommunikere visse ting til dine læsere. Og som nævnt skal du gøre det på en måde, hvor din tone-of-voice passer til dit brand. Men overvej, hvordan dit nyhedsbrev kan lyde mere som om, at du videreformidler en historie til en ven, end en skrivelse fra statsforvaltningen.

Sig hej og vis dig selv

Men hvordan gør man det, når man er et gammelt brand, der lever af sin troværdighed? Det synes jeg, at the New York Times (NYT) formår ret godt. Mandag til fredag sender NYT deres Morning Briefing, der rammer min indbakke kl 7. Her samler de det seneste døgns vigtigste nyheder. Det kunne være en kedelig omgang opremsning, men nyhedsbrevsredaktøren formår at gøre det rigtig godt både i udvælgelsen af nyheder, i redigeringen og ikke mindst i måden hvorpå afsenderen viser personlighed.

Hver mail bliver indledt med noget så simpelt som et godmorgen. Det virker måske banalt, at jeg nævner, at man kan indlede sit nyhedsbrev med at hilse på den, der læser med. Men det er langtfra alle, der anser det for nødvendigt at påskønne dem, der sidder på den anden side af ens kommunikation.

En anden måde, hvorpå NYT påskønner deres modtagere, er ved at vise empati for læserne. Billedet her er fra mailen, der kom dagen efter det amerikanske præsidentvalg i november. Valgdækningen har været intens de seneste måneder og redaktøren viser, at måske har læseren brug for noget andet.

Et andet meget simpelt trick til at vise personlighed i nyhedsbrevet, er at lade læserne vide, hvem der skriver eller redigerer nyhedsbrevet. Det behøver ikke være noget, der fremgår som det vigtigste, men det viser dine læsere, at nyhedsbrevet er lavet af et menneske og sætter ansigt eller navn på dit brand. NYT gør det to gange i deres morning briefing. I indledningen får vi et navn med et billede og i bunden er der en afskedssalut samt en tak til andre fra avisen, som har hjulpet til.

Et par eksempler

Der er mange måder, man kan vise personlighed på. I tre år var jeg chefredaktør på det feministiske nyhedsbrev, #notallmails. Vi gjorde en del ud af at vise, at der stod mennesker bag hver udgivelse. Derfor havde vi hvergang et element, vi kaldte rulleteksterne, hvor alle der havde bidraget var nævnt.

Hver udgave af #notallmails blev indledt med en leder, som tog et aktuelt emne under kærlig behandling ud fra en feministisk vinkel. I dette element viste vi personlighed både i måden, vi tiltalte læseren på i løbet af teksten og i vores måde at lave analysen på.

Jordbo er et nyhedsbrev fra Føljeton om årstiden, miljø, klima og omsorg. Emma Laura Perez Fjalland er rigtig dygtig til at bruge sin egen stemme til at sætte en helt særlig poetisk og omsorgsfuld stemning i sine nyhedsbreve.

Hvis du har andre eksempler på nyhedsbreve, som er gode til det med personligheden, så del dem endelig ⤵️

Inhabil

Denne tekst udkom første gang i mit nyhedsbrev Nerdy by Nature 18/9 2020. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Jeg er blandt de over 1600 personer, der har skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde. I mit første job – et tre måneders vikariat – hev chefen mig en dag tilbage, fordi vi skulle tale om min påklædning. Den måtte gerne være lidt mere feminin. Til jobsamtaler er jeg blevet spurgt til planer om børn. Da jeg som grøn journalist på Ekstra Bladets nyhedsredaktion begyndte at få kønnede trusler fra læserne, fik nogle af mine kollegaers reaktioner mig til at betvivle om jeg nogensinde blev “rigtig journalist”. For en “rigtig journalist” havde hår på brystet og tog sig ikke af, når en læser skrev, at man fortjente at blive voldtaget.

Det er 47 år siden, at Suzanne Brøgger skrev Fri os fra kærligheden. Et af essayene i bogen handler om voldtægt, både hendes egen og voldtægt som det samfundsfænomen, det er. Og essayet er, med det lille forbehold, at vores lovgivning netop er blevet ændret, skræmmende aktuelt.

For et af temaerne i essayet er nemlig kvinders medskyldighed i overgreb. Brøggers tese er, at vi har en social konvention, hvor kvinder aldrig er ofre, men altid medskyldige. Det er det, der den dag i dag stadig betyder, at voldtægtsofre bliver spurgt til deres påklædning. Og nok er der et stykke fra voldtægt til mikroaggressioner og voldtægtstrusler, men de er alle del af samme sexistiske kultur, som betyder, at det er min egen skyld, at jeg bliver ked af det, når jeg modtager voldtægtstrusler fra en læser. Det er min skyld, at jeg ikke passer bedre ind i kulturen på redaktionen.

En anden interessant ting fra i sidste uge var nyhedschef på TV2 Jacob Kwon og andres mediechefers beslutning om, at kvinder, der har støttet Sofie Linde, samtidig har gjort sig selv inhabile i at rapportere om problemerne med sexisme i mediebranchen. For det skete sjovt nok også for Suzanne Brøgger for snart 50 år siden.
Nogle år efter hendes egen voldtægt skrev hun om den. Senere oplevede hun at blive sat under censur af et dagblad. Når man er stået frem som voldtægtsoffer, synliggør man alt det, vi ikke vil se – blandt andet at vores samfund ligestiller liderlighed med vold. Brøgger oplevede at få utallige seksuelle henvendelser fra mænd, da hun havde stået frem. Og det, at man som kvinde altid er mere medskyldig end offer, betød dengang, at Brøgger havde diskvalificeret sig selv som skribent.

Inhabile. Diskvalificerede. Eller måske frataget retten til at kæmpe for forandring, frataget muligheden for at vise, hvordan det reelt er uden at nogen sår tvivl om, at ens nederdel havde en særlig rolle at spille.

Køn gennemsyrer journalistikken ligesom den gennemsyrer alt andet. Ronkedorerne på Ekstra Bladet fik ret i, at jeg aldrig blev en “rigtig journalist”, der som en anden lone rider sidder på redaktionen til midnat, har et mindre alkoholproblem og lever og ånder for en plads på forsiden. Nej, jeg bliver aldrig hende, der bider sig fast i en historie og ikke giver slip, før ministeren er gået af. For jeg skal nå hjem og hente børn. Og selvom jeg brænder for medier, samfund og journalistikken, er jeg nødt til at have surdeje, potteplanter og strikketøj i mit liv til at holde en sund balance. For hvis jeg skal begå mig i en kultur, der på mange måder fortæller mig, at jeg aldrig bliver “rigtig”, så kræver det sgu modvægt.

Jeg er glad for, at sexisme igen kommer på dagsordenen. Og jeg er glad for, at mange påpeger det absurde i Kwons inhabilitetsdekret. Men jeg frygter, at dækningen igen ender under kulturstoffet og kun for lov at leve videre på Journalistens spalter. Når Berlingskes dækning er kulturstof, så vedbliver sexismen og sexistiske overgreb med at være knapt så vigtige individuelle problemstillinger og ikke den strukturelle syge, som det er.

Og hvis du vil vide mere om, hvad en “rigtig journalist” også er, så anbefaler jeg Martine Bentsens læseværdige PhD En rigtig journalist – Hvad køn betyder for journalistikken og for det at være journalist i Danmark.