27/ 09/ 16
Æblemarkedet i Kivik er vist blevet en familietradition. I lørdags var det tredje gang, at vi pakkede Volvoen og satte kursen mod Österlen, æbler og svensk byfest.
Æblemarkedet finder sted både lørdag og søndag på havnen i Kivik. Det er høstmarked, byfest og æblefestival kogt sammen til en ret hyggelig weekend.
Der var rigtig mange mennesker, hvilket nok hænger sammen med, at vi ankom midt på dagen. Der var svensk folkelig underholdning og slagermusik fra scenen. Hvilket er meget eksotisk, når man ellers ikke kommer til så mange asfaltbal og byfester.
Vi gjorde de samme ting, som vi gjorde sidste år. Spiste det samme til frokost, fik æblekage og kaffe samme sted. Købte kantareller, æbler, cider og grinede af rædslerne, der var til salg i nogle boder. Pænt meget en gentagelse. Men måske også bare ret meget en tradition. Og dem behøver man ikke lave for meget om på.
Det nye var selvfølgelig, at klapvognen var besat af en lille fyr, som mægtig gerne ville smage alle æblerne. Også dem der var en del af udsmykningen. Og denne lille fyr har tilsyneladende en hjerte, der banker for svensk byfestunderholdning.
Og ja, turen går sikkert til Kivik om et år igen.
Fik du set billederne fra Kivik-turen sidste år? Eller året forinden?
23/ 09/ 16
Efter at have haft fornemt besøg af @sandra_walli og @debbiekat, er tiden inde til at rette spotten mod en af de instagrammere, jeg har fulgt i ret lang tid.
@ida_kys har med sin ærlighed og sine øjebliksbilleder formået at fange mig. Idas ærlighed om at miste en forælder og om at blive mere og mere glad for sin krop inspirer mig til selv at være mere ærlig. For jeg er sikker på, at når man giver mere af sig selv, får man også mere igen. Ida er i øvrigt journalist, musiker, bosat i København og ret glad for at rejse.
Instagram er min virtuelle dagbog. Forsøgte mig som blogger ad flere omgange, fordi jeg holder af at interagere med ligesindede online. Det blev aldrig den store succes, og jeg mistede lysten og interessen for hurtigt. Jeg faldt pladask for Instagram, fordi jeg kan udtrykke mig æstetisk, fange hverdagens skønhed, samtidig med at jeg har mulighed for at skrive uddybende til de mere personlige billeder.
Derudover er Instagram også blevet et vigtigt ”værktøj” i min personlige udvikling. Jeg har altid været meget ærlig, og det er selvfølgelig svært at vurdere, hvor åbenhjertig man skal være på et offentligt socialt medie. Men jeg har kæmpet meget med mit selvbillede, og det giver mig daglig styrke at se, hvor meget jeg har udviklet mig gennem de sidste år, og at skrive sammen med andre folk. Om det så handler om spiseforstyrrelse, voldtægt, dødsfald – og personlige sejre.
Italien! Åh, jeg elsker at rejse, og denne sommer var jeg i Italien med en af mine bedste veninder. Vi var blandt andet på drømmeøen Ischia, og byen Sant’Angelo er noget af det smukkeste, jeg har oplevet.
I København kan jeg ikke stå for Mahalle i Birkegade. Deres libanesiske halloumi-salat er nok min livret, og med en hjemmelavet lemonade til er min lykke gjort. De har desuden verdens mest søde og betænksomme betjening. Hvis jeg havde råd, så spiste jeg frokost der flere gange om ugen.
Mennesker! Først og fremmest og altid.
Storbyer. Musik og film. Mad og drikke. Naturen. Arkitektur, design, horisonten. Jeg elsker havet og en smuk bygning i København, Dragør eller Verona. Jeg nyder kaffe serveret i smukke kopper og bøger med indbydende forsider. Mennesker, der stråler af selvtillid eller tør vise sig frem med tårer og ar.
@youngmeerim
Jeg er fuldstændigt forgabt i Youngs fantastiske evne til at fremstille ting æstetisk indbydende. Det er fascinerende at se hendes arbejde som konservator, hvor selv et dødt, optøet rådyrkid kan gøres smukt. Hendes billedkomposition og detaljesans er evigt inspirerende.
@kseberlin
Karen Sofie gik et semester under mig på Journalisthøjskolen, og hun var i praktik på Exberliner Magazine i Berlin inden jeg, så vi kunne nok ikke undgå at blive venner – heldigvis. Hun har en dejlig blog, hvis univers i høj grad udvides af hendes Instagram. Hun har den profil, jeg ville ønske, jeg havde – hun tager de flotteste billeder af storbyer, kaffe og sit hjem. Hendes sans for farve og vinkler er upåklagelig og personlig.
@maria.svarbova
Jeg er først for nylig begyndt at følge Maria Svarbova efter min veninde gjorde mig opmærksom på hende. Jeg har en klar forkærlighed for de mere personlige Instagram-profiler, men jeg er faldet pladask for Marias smukke, turkisblå univers. Hun er en slovakisk fotograf, der tager billeder fra svømmehaller og manipulerer med dem i en sådan grad, at de ender med at ligne en blanding af et David Hockney-maleri og noget fra en Wes Anderson-film. Overstiliseret og overnaturligt, men meget smukt og klart.
Jeg har flere venner, der hele tiden opfordrer mig til at tage billeder med et rigtigt kamera, eller bruge nogle andre redigerings-værktøjer end Instagrams. Men jeg elsker, at det er så simpelt og nemt at gå til, og at jeg ikke skal veksle mellem flere apps og udstyr. Ellers ville jeg ikke få det gjort.
20/ 09/ 16
Det sker ret tit. Jeg er til et netværksmøde og nogen fortæller glædesstrålende om deres nye fede og seje job. Eller jeg hører om gode mennesker med børn på Juniors alder, der skal være forældre igen. Eller jeg møder en gammel studiekammerat, der nu er blevet redaktøren for det hele i en eller anden prestigefyldt afdeling i DR.
Og så sidder jeg der og kigger på mit eget liv. Og bliver forpustet. Jeg løber stærkt for at få det hele til at løbe rundt. Jeg har ikke et særligt karriereagtigt job med pensionsopsparing, barsel og en chef, der udstikker retningen. Min krop vokser i alle de forkerte retninger og jeg har hænderne fulde med en trodsig dreng, der tømmer havregrøden ud på gulvet, hvis den ikke lige matcher hans behov.
Jeg er hverken gravid, har ikke et fast job og ligger heller ikke i den rigtige bane til chefstilling. Og når jeg ser på det hele, ser det i det lys, ser det ikke særlig fedt ud.
For det er det, der sker. Helt automatisk sammenligner jeg med andre.
Og så bliver jeg noget så utilfreds med mit eget liv, fordi jeg bliver 40 lige om et par sæsoner, jeg er først lige blevet færdig med en uddannelse, jeg er ikke på vej til at blive topcool chef og iøvrigt ikke lige har nået at blive gravid med nr 2.
Lortespiralen af selvlede™. For sammenligningerne fører til nederenhed over ikke at være lykkedes med et eller andet neoliberalt succeskriterie for det gode og rigtige liv.
Helt grundlæggende har de neoliberale succeskriterier og værdier aldrig været noget for mig. Hvilket selvfølgelig ses afspejlet i, at jeg skulle blive 36, før jeg blev *helt* færdig med at læse, har taget tingene i omvendt rækkefølge, og at jeg ikke ejer fast ejendom.
Og egentlig har det aldrig været vigtigt for mig at blive chef, at blive færdig eller tjene boksen på en andelslejlighed.
Men de smitter – de der samfundsnormer. Og de smitter i en grad, der gør, at når jeg sammenligner mig med andre, mister jeg fokus.
Jeg mister overblikket over, hvad der reelt er vigtigt i mit liv. Det handler mere handler om at have det sjovt med det, jeg laver, at have tid til at være sammen med min familie, at være sund og rask og gøre en forskel for andre med de ting, jeg beskæftiger mig med.
Hvordan jeg forhindrer Lortespiralen af selvlede™ i at spinne, gad jeg godt vide. Det hjælper at sige det højt. Og det hjælper, når nogen fortæller mig, at jeg skal huske mit fokus.
Kender du det der med at sammenligne dig med andre – og hvordan kommer du tilbage til dit fokus? Jeg vil rigtig gerne høre dit bud i kommentarerne herunder.
Velkommen til min kreative legeplads
Astrid, København
skribent | digital sociolog | listeskriver
hverdagen | frie udfoldelser i garn | moderskab | fotografi | feminisme | mad | store og små opdagelsesrejser
