86 dage siden sidst

86 dage er gået siden, jeg sidst satte mine fingre til tastaturet og udgav et blogindlæg. Og jeg kan uden overdrivelse sige, at der er løbet en del vand i åen siden da.

Det var et efterår præget af et nyt og spændende job, hvor jeg hele tiden lærte nye ting og fik nye successer. Det var hårdt, men det var også rigtig sjovt. Jer, der følger mig på Instagram, ved også, at jeg blev fyret. Det er utrolig skamfuldt at blive fyret. Men det er også en hel masse andre ting. Og de ting er endnu ikke landet et sted, hvor jeg kan pakke det om til et blogindlæg endnu. Men altså kort fortalt har jeg siden sidst været lønmodtager, blevet opsagt, været sygemeldt og er nu landet i dagpengeland. Så meget tid er gået med at passe på mig selv.

Men udover travlhed, passe på sig selv og generel nederenhed – hvad er de 86 dage så gået med?

Jo, på det seneste har jeg fået et heroine-crush på Maria Wern. Ingen kan præstere så tyk en blond fletning, være verdens mest klodsede singlemor, score de pæneste mænd og samtidig fange absurde mordere på Gotland som hende. Hurra for Chrome Cast og det medfølgende Viaplay-abonnement.

Siden sidst har jeg læst gode bøger. Silvia Plaths Glasklokken i Olga Ravn og Mette Moestrups oversættelse, Rebecca Solnits The Faraway Nearby, Miranda Julys Den første onde mand. Hurra for biblioteket og det at få læselysten tilbage.

Siden sidst har husstanden overlevet skoldkopper. Jeg ved ikke, om det var værst for moderen eller barnet, at vi praktisk talt var i karantæne i lejligheden i 12 dage i slutningen af januar og starten af februar. Det var jo ikke, fordi han var syg og sengeliggende og behandlingskrævende. Han smittede bare. Og som dagene gik blev vi begge mere og mere rastløse af hinandens selskab og isolationen. #thestrugglewasreal. I de dage har vi vist fået noget for licensen. Så tak, Ramasjang og DR. Og endnu en gang hurra for Chrome Cast.

Siden sidst har jeg startet et nyhedsbrev om feminisme. Det har også taget en del af min tid, og det har været noget af det bedste, der er kommet ud af 2016. Igennem nyhedsbrevet har jeg fået nye legekammerater og det er virkelig sjovt at lave noget, der giver mening sammen med andre. I sidste uge fik vi en hjemmeside, og lige nu barsler vi med 2017s første udgave.

Siden sidst har jeg tudet mig igennem Call the Midwife. At se børn blive født stimulerer mine tårekanaler bedre end noget andet. Samtidig er det sådan en slags syg følelsesporno, hvor det at junke barnefødsler i 1950’ernes Østlondon giver katharsis. Hvis nogen betaler mig, skriver jeg gerne en bog om, hvordan man kan detoxe tårekanaler og rense ud i følelseslivet ved hjælp af Netflix, Viaplay og Chrome Cast.

Siden sidst har jeg været på weekend i London. Det var sidst i november og føles som en evighed siden. Jeg har også været på juleferie i Italien og har ikke taget et eneste billede med mit Fuji-kamera siden.

Fik jeg sagt, at jeg fik en Chrome Cast i julegave? Best Christmas gift ever. The best thing ever. Great piece of technology. You’ll love it.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *